Tension And Trauma Release Exercises
Hvad er spændings- og traumefrigørende øvelser?
Tension and Trauma Releasing Excercises (Spændings- og traumeforløsende øvelser) – også kaldet TRE er en simpel serie af syv fysiske øvelser, der leder hen imod forløsning af spændinger som følge af tidligere spændinger, chok, stress, traumer og lignende overvældende oplevelser.
Øvelserne er udviklet til at fremkalde selvinducerede milde ryst i kroppen. Det vil sige, at TRE bygger på vores krops naturlige evne til at ryste, vibrere, sitre, svinge, strække sig o. lign. (Samlet kaldet ryste). Rystelserne har en dybdeafslappende effekt og aktiverer kroppens naturlige iboende og helende ressourcer. Ved øvelserne genetableres en balance i nervesystemet og psykiske og fysiske spændinger, stress og traumereaktioner forløses.
Øvelserne er både enkle og nemme at udføre, og tager op til 35 minutter at udføre. Man starter med at lave en serie af stående øvelser til at stimulere og aktivere den naturlige evne til at ryste. Herefter ligger man på ryggen på en madras i en bestemt positur, og tillader rystelserne at komme. De starter typisk fra området omkring inderlårene/bækkenet.
Selvregulering
TRE er en selvreguleringsmetode, og du skal gennem hele processen arbejde med en belastningsskala f.eks. fra 1 til 10, hvor 1 svarer til ikke belastende (fysisk, mentalt, følelsesmæssigt) og 10 er den ultimative belastning, som er helt uudholdelig. Du skal regulere under TRE processen, så du er i den del af skalaen, som føles behagelig/ok/ikke belastende, det er typisk under 5. Du må ikke komme derud, hvor du føler, det er for anstrengende eller for belastende, så skal du regulere på øvelserne. Du får mest ud af øvelserne hvis du respekterer de signaler, som din krop og dit sind giver dig.
I din proces skal du bevare en venlig, åben og nysgerrig holdning overfor de observationer, fornemmelser og følelser, du har, og du skal bruge dem til at regulere din proces med.
Udvikling af TRE
TRE er udviklet af Dr. David Berceli. Han er født i 1953 i USA og uddannet teolog, bioenergetiker, psykoterapeut og massageterapeut, dertil har han en Ph.d. i socialt arbejde. Som følge af sit arbejde som traumeterapeut i forskellige af verdens kriseområder, observerede David Berceli at vores krop ryster, som en naturlig reaktion på overvældende oplevelser herunder stress, chok og traumer.
David Bercelli har designet TRE på baggrund af i sine observationer og studier af bioenergetisk analyse, Somatic Experiencing, yoga, tai chi og andre fjernøstlige metoder.

TRE er i dag implementeret i omkring 50 lande i verden.
Andre metoder, som også bygger på kroppens naturlige evne til at ryste og forløse spændinger, stress og traumer omfatter: Dr. Bradford Keeney (Sacred Ecstatics), Dr. Alexander Lowen (Bioenergetics), Dr. Peter Levine (Somatic Experiencing), MD Dr. Bessel Van Der Kolk (The Body Keeps the Score), Osho (Kundalini Meditation), Holotrophic Breath-work, Ratu Bagus (Bio Energy Meditation) og Neurogenic Yoga.
Det er naturligt at ryste
En fugl flyver ind i en rude, falder ned, ryster sig og flyver videre.
Vi mennesker har også evnen til at ryste. Vores krop ryster naturligt, når vi har oplevet en overvældende, truende, stressende eller egentlig traumatiserende begivenhed. Denne evne kaldes neurogen tremor, det er en neurofysiologisk reaktion.
Evnen til at ryste spontant er blevet undertryk gennem langstrakt menneskelig evolution. For at tilpasse os den kulturelle udvikling, livet og dets krav, har vi lært at kontrollere vores krop og sind. Vi har bl.a. lært at kontrollere vores naturlige evne til at ryste. Således er det ikke altid at vores krop straks ryster, når vi har været udsat for en overvældende begivenhed, forløsningen kan være forsinket eller helt udeblive. Men evnen til at ryste bor i vores krop som en refleks styret af det autonome nervesystem.
Kæmp, flugt, frys responsen
Når vi oplever uventede chokerende situationer eller udfordringer, der virker utrygge, faretruende, overvældende og eller stressende, sættes vores krop og sind i alarmberedskab til handling på forskellige måder. Dette er almindeligt og naturligt, og skal sikre os overlevelse. Blandt de mest kendte reaktioner er: kamp, flugt, frys responsen.
Når kamp, flugt, frys responsen aktiveres sker der kropslige ændringer i vores nervesystem og i vores kirtler, det endokrine system.
Det autonome nervesystem styrer vores evne til at ryste, kan opdeles i det sympatiske og parasympatiske nervesystem. Under kæmp, flugt, frys responsen aktiveres det sympatiske nervesystem, som understøtter aktivitet og handling, i en sådan grad at, vi kan yde vores bedste. Det betyder blandt andet, at pupillerne udvides, så synet skærpes, og hjertet banker hurtigere, så blodgennemstrømningen til musklerne øges, musklerne spænder op for at give os ekstra energi og fart til at undslippe faren. Muskelspændingen kan føre til rystelser eller vibration indtil spændingen forløses. Samtidig hæmmes funktionen af det parasympatiske nervesystem. Det parasympatiske nervesystem understøtter afslapning og restitution. Det betyder blandt andet at fordøjelsen nedsættes. Under kæmp, flugt, frys responsen reagerer de to nervesystemer således modsatrettede. De henholdsvis aktiverer og deaktiverer krop og sind, på en måde som understøtter os ideelt i en faresituation.
Det endokrine system, styrer produktionen af diverse hormoner via kirtler rundt omkring i kroppen aktiveres også som følge af kæmp, flugt, frys responsen. Produktionen af stresshormoner, herunder adrenalin og kortisol stimuleres, så du kan konfrontere og undslippe faren.
Når vi laver TRE arbejder vi med at balancerer tidligere ubalancer i vores nerve og kirtelsystem.
Hvordan virker TRE
Psoasmusklen spiller en central rolle i TRE. Psoasmusklen spænder fra den 12. brysthvirvel og ned til hver af de 5 lændehvirvler, den løber ned gennem bækkenet og knytter sig til toppen af lårbenet. Den ligger dybt i kroppen, i overgangen mellem overkrop og underkrop. Psoasmusklen er afgørende for vores bevægelighed, generelle velbefindende, og for at vores holdning er optimal. Den er også tæt forbundet med vores vejrtrækning.

Psoasmusklen er vigtig, fordi den beskytter kroppen og organerne. Den kaldes bl.a. kroppens vigtigste muskel og følelsesmusklen.
Når vi oplever bekymring, stress, fare, chok eller lignende spænder psoasmusklen op, hvilket gør, at kroppen dels bøjer sig forover om de livsvigtige indre organer, dels stækker sig så vi kan løbe fra faren – dette er som to modsatrettede bevægelser, der konkurrerer og opbygger spænding. Dette sker automatisk, uden at vi tænker på det. Mekanismen skal beskytte de livsvigtige organfunktioner og sikre overlevelse.
TRE virker ved at aktivere vores naturlige medfødte refleksmekanisme til at ryste, herved forløses spænding fra psoasmusklen. Desuden frigøres muskel- og fasciale spændinger, og centralnervesystemet sender signaler til hjernen om, at faresituationen er ovre.
Når vores naturlige evne til at ryste aktiveres i et trygt og kontrolleret miljø, støttes krop og sind til dybdeafspænding og til at finde tilbage til en naturlig balance. Forløsning af spændinger og stress heler og genopretter en følelse af ro og velvære.
Da vores muskelsystems evne til at ryste er en del af vores naturlige menneskelige adfærd, kan alle principielt drage fordel af TRE.
I TRE arbejder vi med nervesystemet, derfor er det vigtig at være opmærksom på evt. sygdomme, skader, svagheder m.m. Metoden må ikke ses som en erstatning for terapeutisk eller medicinsk behandling.
Er du i tvivl om TRE er godt for dig – eller hvordan du kan bruge TRE, så spørg!
Essensen i TRE

Forskning tyder på, at kropsbaserede metoder som yoga og TRE kan hjælpe med at regulere stresshormoner, holdningsmæssige spænding og forhindre udviklingen af kronisk stress.
Når vi ryster, kan vi opleve, at der frigives følelser som, vrede, glæde og angst. Dette sker naturligt. TRE kræver ikke, at man taler om den stressende eller traumatiske begivenhed, om følelser, eller tanker, men man må gerne dele vores oplevelser! Men vi vurderer ikke og søger ikke årsager til følelser eller tanker.
Min erfaring er at mange mennesker rapporterer om øget velvære, med harmoni og ro i krop og sind efter at have gennemført TRE. Kroppens iboende intelligens til at åbne op, ryste og give slip på det, der ikke tjener os, har en behagelig og beroligende effekt.
Rapporteret effekt af TRE
- Øget ro i krop og sind
- Øget glæde og følelse af frihed
- Psykisk velvære og afbalancering
- Færre relationelle konflikter
- Bedre følelseshåndtering/psykologisk selvregulering
- Reducering af PTSD og ADHD-symptomer
For mig fremmer TRE åbenhed, transparens og stilhed i krop og sind, meditation følger let efter TRE.
